CRAWFORD HOUSE
Crawford House ligger i Nederste Kobbel i den nordligste del af Gribskov med udsigt til Kullen. Skoven har tidligere huset et omfattende “skovlandbrug” med skovlandsbyer, agerbrug og græsning.
I den nærliggende Sibberup Vang ser man højryggede agre fra tidlig middelalder med tydelige afvandingsrender. Rygge og render er resultat af pløjning med hjulplov. I slutningen af 1600-tallet byggede Frederik IV imidlertid stendiger om skoven for at skille land- og skovbrug ad (af hensyn til jagten). I dag står her ege fra 1947.
I 1917 byggede den (meget) københavnske forfatter og teaterkritiker Sven Lange dette hus som sit landlige rekreationssted (da Gilleleje var blevet ham for mondænt efter anlæggelsen af jernbanen).
Her boede han om sommeren med sin familie, bl.a. sin datter, skuespilleren Ruth Lange. Samme Ruth blev gift med forfatteren Tom Kristensen. Efter bryllupsrejsen til Kina i 1922 skrev Tom Kristensen sine Kina-digte “Påfuglefjeren” og romanen “En Anden” her.
Huset var også sammen med nabohusene samlingspunkt for den kommunistiske modstandsbevægelse.
Tom Kristensen, forfatteren til “Hærværk” og Ruth Lange i Saltrup. Foto fra Tom Kristensen-biografien “Dansende Stjerne” af Jens Andersen.